Nye veje med sund fornuft

Velkommen til alle pensionskassens højdepunkter fra 2019 – alt det, vi i bestyrelsen talte om og arbejdede for hele sidste år.

Pensionskassen for Farmakonomer har siden 1. januar 2018 været med i PKA-samarbejdet som en selvstændig pensionskasse.

Samarbejde og stordriftsfordele gør pensionskassen mere robust over for de krav, medlemmer og myndigheder stiller. Pensionskassen har også fået mulighed for at udvikle flere services og nye produkter til medlemmerne. Og vi kan føre en anden og mere robust investeringsstrategi. Endelig giver PKA-samarbejdet lavere administrationsomkostninger, så medlemmerne får endnu mere ud af deres indbetalinger.

I 2019 ændrede vi beregningen af den forventede pension, så medlemmerne kan se frem til en mere stabil og forudsigelig pension. Når man laver en ændring, opstår der mange spørgsmål – hvad betyder det for mig som medlem, og hvordan skal jeg forholde mig? Langt flere medlemmer har i 2019 kontaktet pensionskassen end sædvanligt. Det har givet kø i telefonerne, som vi har løst ved at kalde ekstra rådgivere ind – vi har også forbedret chat-funktionen, så medlemmerne fortsat kan få hjælp i 2020. Mød nogle af medlemmerne i portrætfilmene her på siden.

Den store overskrift ved udgangen af 2019 var det rekordstore investeringsafkast i pensionskassen på 1,3 mia. kr. Et gunstigt marked gav gode resultater til gavn for medlemmernes pensioner.

I 2019 kunne pensionskassen, takket være effektivisering og stordrift, sætte omkostningerne ned – og i 2020 gør vi det igen. Omkostningerne falder fra 355 kr. i 2019 til 345 kr. i 2020.

God fornøjelse med at se og læse beretningen for 2019.